Mød SOSU Esbjergs nye test-supervisorer

Lis-Birthe, Vibeke og Margit er klar til at hjælpe

Tre nye medarbejdere skal fremover deltage i supervisering af selvtest på SOSU Esbjerg. Hver mandag og torsdag bliver de medarbejdere og elevhold, som er på skolen, tilbudt en covid-19 test. Testen skal man selv udføre, men supervisorer er til stede undervejs i processen, hvor de uddeler testmaterialer, assisterer og registrerer testresultatet.

Fra vandrelaug til test-supervisor

I en af skolens nyopførte pavilloner er Margit Stycke i gang med at uddele en masse testkit til et hold elever. Margit er egentlig pensioneret sygeplejerske, men hun havde gået og leget med tanken om at vende tilbage til arbejdsmarkedet på en eller anden måde.

Det tog pludselig fart, da hun under en vandretur tilfældigt faldt i snak med en kvinde, der viste sig at være søster til direktør på SOSU Esbjerg, Lisbeth Nørgaard. Her fortalte Margit om sine tanker om at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Samme aften blev Margit ringet op af Lisbeth Nørgaard med et jobtilbud som supervisor.

Nu tager hun turen til skolen i Esbjerg fra sit hjem i Kolding et par dage i ugen, og med i bilen er også hendes veninde og tidligere kollega, Lis-Birthe Sørensen. Lis-Birthe er test-supervisor i lokalet ved siden af, og hun har i mange år være sygeplejerskekollega med Margit. Ligesom Margit ville Lis-Birthe også gerne tilbage i arbejde, og hun kunne især godt tænke sig at hjælpe til i forbindelse med Corona.

Assistance fra tidligere medarbejder

Indenfor på skolen er biblioteket på balkonen flyttet ind i lokalet ved siden af for at gøre plads til et nyt stort testområde, som skolens medarbejdere kan bruge til selvtest. Her er endnu en supervisor i gang, nemlig Vibeke Goth. Vibeke kender SOSU Esbjerg ganske godt, da hun var ansat på skolen mellem 2011 og 2018. Siden 2018 har hun været tilknyttet skolen som censor, mens hun har haft arbejde på privathospitalet Aleris-Hamlet. Nu arbejder hun som test-supervisor på SOSU Esbjerg ved siden af sit ’almindelige job’, og hun er glad for at få flere timer på skolen.

”Det er et dejligt hus at være i, her en sådan en god energi,” forklarer hun, inden hun skal videre og hjælpe et par medarbejdere med at få registrere deres testresultat. 

 Lis-Birthe Sørensen, Vibeke Goth, og Margit Stycke er SOSU Esbjergs nye supervisorer.