Skip to main content

SOSU Esbjerg indfører røg- og tobaksfri skoletid

Fra mandag den 27. juli er det ikke længere tilladt at ryge i skoletiden på SOSU Esbjerg.

I samarbejde med blandt andet Røgfri Fremtid og Kræftens Bekæmpelse har SOSU Esbjerg de sidste mange måneder forberedt sig på en røg- og tobaksfri skoledag, som træder i kraft den 27.juli 2020. 

Det betyder, at skoledagen bliver røg-og tobaksfri for alle medarbejder, elever og kursister.

Røgfri skoletid betyder

  • Ingen, hverken elever eller medarbejdere, må ryge i skoletiden – dette gælder både på og uden for skolens område
  • Rygning omfatter alle former for tobaksprodukter inkl. snus og e-cigaretter
  • Røgfri Skoletid gælder på skolens adresser i Esbjerg og i Vejen

Hvorfor er SOSU Esbjerg røg- og tobaksfri?

  • Vi vil sikre et sundt lærings- og arbejdsmiljø
  • Vi vil støtte op om en røgfri fremtid, hvor børn og unge ikke ryger
  • Vi ved, at røg- og tobaksfri skoletid virker*

*Evalueringer fra skoler med røgfri skoletid viser, at færre elever begynder at ryge på røgfri skoler, dem der ryger, ryger mindre og flere stopper med at ryge (Røgfri fremtids ungeundersøgelse, 2017).

”Forskning viser, at mange unge begynder at ryge, når de starter på en ungdomsuddannelse. Det vil vi selvfølgelig gerne være med til at undgå i fremtiden. Vi har som uddannelses institution et stort ansvar for at sørge for at gå forrest i forhold til sundhed, og derfor indfører vi nu røg- og tobaksfri skoletid,” forklarer direktør på SOSU Esbjerg, Lisbeth Nørgaard.

Det er skolens to bæredygtighedsmedarbejdere, som har stået for arbejdet med røg- og tobaksfri skoletid, og de oplever stor opbakning blandt skolens medarbejdere, elever og kursister. De er dog også godt klar over, at det kan være svært.  

”Vi ved, at det bliver rigtig svært for nogle at undvære cigaretter eller andre tobaksprodukter i skoletiden. Derfor er vi i løbende dialog om, hvordan vi bedst muligt kan støtte og hjælpe hinanden, når det bliver svært. Vi har en masse tilbud til de elever, der synes det er svært. Blandt andet tilbud om rygestopkurser, som en del elever allerede har taget i mod”, forklarer én af skolens bæredygtighedsmedarbejdere, Katharina MacArtney.

Som et andet tiltag for at bakke op om en røgfri skoletid, har 16 af skolens medarbejdere været på kursus om røg- og tobaksfri skoletid gennem Kræftens Bekæmpelse.

Yderligere informationer:

Man kan som elev altid få hjælp - kontakt Katharina kam@sosuesbjerg.dk eller Jolanda jfm@sosuesbjerg.dk