”Jeg troede ikke, jeg kunne finde ud af naturfag”

De troede ikke, naturfag var noget for dem. Men på grundforløb 2 SOSU fandt Elouise og Mynthe ud af, at de kunne mere, end de selv regnede med.

Da den 40-årige Elouise Thøgersen gik ud af skolen for 25 år siden, var der ikke noget der hed naturfag. Og Mynthe Martinsen på 16 troede ikke, at hun duede til faget, da hun begyndte på SOSU Esbjerg. 

Så det var med en vis skepsis, at de trådte ind i naturfagslokalet, da de i begyndelsen af 2026 begyndte på grundforløb 2 SOSU. 

”Jeg har jo altid syntes, at naturfag var svært. Men det blev mere svært, da min tidligere lærer på min gamle skole sagde, at jeg ikke duede til det. Der begyndte jeg ikke at tro på mig selv,” siger Mynthe, som derfor gav helt op på faget i folkeskolen.

Mynthe begyndte på SOSU Esbjerg lige efter folkeskolen. Helt anderledes var det for Elouise. Hun har i mange år arbejdet som kontorassistent, og gik ud af skolen for cirka 25 år siden.

”Min første tanke var: Hvad i alverden skal vi dog bruge naturfag til i forbindelse med den her uddannelse. Jeg kunne ikke se koblingen,” fortæller Elouise.


Elouise og Mynthe fandt ud af, at de godt kan finde ud af naturfag.

Det giver mening

Mynthe satte sig bagerst i klasselokalet og rakte aldrig hånden op. Men i løbet af månederne med naturfag udviklede hun sig. Både hun og Elouise fandt ud af, at faget giver mening, og at de begge har evnerne til at lære det. Smittekæder, mikroorganismer, kost, hygiejne og rengøringsmidler er bare nogle af de emner, som de to elever har fået meget bedre styr på.

”Der var rigtig mange ting, hvor det pludselig gav mening for mig,” siger Elouise.  

Samtidig blev der skabt et trygt undervisningsmiljø, og selvtilliden fik lov til at vokse.

”Jo længere vi kom ind i forløbet, jo tryggere blev jeg,” fortæller Mynthe.

Hun begyndte lige så stille at tro mere på sig selv, og hun rykkede længere frem mod tavlen og fremlagde for hele klassen.

For deres lærer Lone Andersen er det netop essentielt at skabe et godt læringsmiljø og tage hensyn til de forskellige elever.  

”Læring handler jo ikke altid bare om faglige forudsætninger. Det handler faktisk også rigtig meget om troen på egne evner,” siger Lone.

Hendes forberedelse har i lige så høj grad handlet om at tilrettelægge undervisningen med fokus på de enkelte elevers ressourcer og forskellige læringsbehov.

Hun pointerer at alle er gode til noget, og at det handler om at bringe de enkeltes styrker op i undervisningen og skabe et fælles læringsrum, hvor alle bidrager og spiller hinanden stærke.

 ”Det relationelle læringsrum kan flytte bjerge - det har været spændende som lærer at følge elevernes læringsproces, og jeg glæder mig over at det er gået dem rigtig godt til naturfagsprøven,” siger Lone.

Fra tvivl til 12

Mynthe var ikke glad, da klassen trak faget til eksamen.

”Jeg tænkte, at jeg ville dumpe,” fortæller hun.

Men eksamen blev til endnu et eksempel på et godt læringsmiljø. Klassekammeraterne støttede hinanden i læsegrupper og før og efter eksaminerne. Både Elouise og Mynthe endte begge med at veksle deres faglige og personlige udvikling til et 12-tal – og ikke mindst en viden om, hvad de kan bruge naturfag til i deres videre uddannelse. 

.

Overvejer du GF2 SOSU?

Kom til åben vejledning, eller kontakt vores vejledere, hvis du er i tvivl om fagene, uddannelsen eller dine muligheder.

Kontakt en uddannelsesvejleder

 


Copyright © SOSU Esbjerg - Alle rettigheder forbeholdes | Web by the friendly dotpeople
Gå til toppen af siden