SOSU Esbjerg indleder et nyt udviklingsprojekt i Sierra Leone
med støtte fra GLOBUS-puljen
 

SOSU Esbjergs ansøgning til et GLOBUS-projekt i Sierra Leone er blevet godkendt. I samarbejde med en NGO har skolen modtaget finansiering til at gennemføre et omfattende udviklingsprojekt, der vil strække sig fra maj 2024 til august 2025. GLOBUS støtter engagementsprojekter, hvor danske uddannelsesinstitutioner og organisationer samarbejder med partnere i udviklingslande. 

Projektet involverer nødhjælpssendinger, inklusive en container fyldt med undervisningsmaterialer, medicinsk udstyr og elektronik, samt udvekslingsrejser for elever og undervisere. Seks elever fra både social- og sundhedsuddannelserne samt pædagogisk assistentuddannelsen på SOSU Esbjerg vil i februar 2025 rejse til Sierra Leone sammen med to undervisere for at deltage i uddannelsesudveksling, besøge lokale partnere og aktivt støtte lokale NGO’ers arbejde med udsatte. 

Loppemarked på SOSU Esbjerg den 9. november 

I løbet af projektperioden vil der blive iværksat forskellige aktiviteter, hvor alle elever og ansatte bliver engageret. Derudover vil skolen invitere lokale til at deltage i nogle af aktiviteterne. Blandt de mange aktiviteter er en gruppe elever lige nu i gang med at arrangere et stort loppemarked på SOSU Esbjerg den 9. november, hvor alle inviteres til at komme med, og hvor det også er muligt at booke en stand.  Skolens elever vil i den forbindelse lave konkurrencer og indhente sponsorgaver. Besøgende kan blandt andet handle loppefund i de forskellige stande, prøve en indendørs hoppeborg og deltage i tombola.  

Projektet er en del af SOSU Esbjergs engagement som UNESCO verdensmålsskole, hvilket forpligter skolen til at uddanne eleverne til at blive globale medborgere og forandringsagenter i den bæredygtige udvikling. Eleverne vil få en unik mulighed for at dykke ned i kulturelle, sociale, økonomiske og sundhedsmæssige udfordringer i Sierra Leone, hvilket skal styrke deres forståelse i arbejdet med FN’s verdensmål. 

Direktør på SOSU Esbjerg, Lisbeth Nørgaard, forklarer nærmere om skolens involvering i GLOBUS-projektet: “Vi er stolte over at være verdensmålsskole og udbrede kendskabet til FN’s verdensmål. Dette projekt repræsenterer en rigtig god mulighed for at skabe forandring i Sierra Leone og for at uddanne vores unge til at blive ansvarlige globale borgere. Vi glæder os til at komme i gang med dette spændende projekt og til at se de fremskridt og erfaringer, projektet vil føre med sig.” 

Fakta:  
  • GLOBUS støtter samarbejde mellem danske uddannelsesinstitutioner og partnere i det globale syd, som kan skabe engagement i det internationale udviklingssamarbejde og verdensmålene. 

  • Projektet kommer til at forløbe over 15 måneder med opstart i maj 2024 og frem til august 2025. 

  • SOSU Esbjerg har siden 2021 været en del af UNESCOs netværk af verdensmålsskoler.  

Kontakt:

Kursuschef, Kim Madsen (24 26 24 61 / kma@sosuesbjerg.dk ) 
International Koordinator, Henriette Wittrup (51 38 61 96 / hw@sosuesbjerg.dk ) 
Direktør, Lisbeth Nørgaard (24795245) lin@sosuesbjerg.dk  

Pink Power

Projektet skal blandt andet støtte Pink Power; Pink Power er en græsrodsbevægelse, der kæmper for menneskerettighederne for de mest sårbare piger og kvinder i Sierra Leone.

Derudover vil projektet også samarbejde med et bosted for handicappede.


Copyright © SOSU Esbjerg - Alle rettigheder forbeholdes | Web by the friendly dotpeople
Gå til toppen af siden